Virksomhedsbesøg hos Ravendo 13. april

Foredrags- og aktivitetsudvalget i Logen Wibergis havde mandag den 13. april arrangeret et virksomhedsbesøg hos Ravendo i Viborg. Der deltog 24 brødre og 16 ledsagere. Det blev et vellykket besøg på et par timer om aftenen.

Vi blev budt velkommen ved indgangen til fabrikken af virksomhedens ejer og direktør, Signe Giandrup Pedersen. Herefter fik vi kaffe og vand i virksomhedens kantine, hvor Signe fortalte om virksomheden, der er et familieaktieselskab, som siden 2020 har været ejet ligeligt af Signe og hendes bror Tobias, der er økonomiuddannet. Ravendo har desuden fået en professionel bestyrelse med dygtige eksterne fagfolk.

Virksomheden producerer trillebøre og andet internt transportmateriel, som sælges både på hjemmemarkedet og på et stort eksportmarked. Der er i alt 24 ansatte i produktionen og administrationen, og omsætningen ligger på ca. 100 mio. kr. årligt.

Signe fortalte, at virksomheden er i kraftig udvikling – fra en traditionel smedevirksomhed til en moderne produktionsvirksomhed, hvor robotter i stigende grad overtager det hårde arbejde. Ravendo fastholder deres mangeårige medarbejdere helt frem til pension. Signe står selv i spidsen for den omfattende omlægning af produktionen og er lige så meget til stede i produktionslokalerne som på kontoret. Hun møder hver morgen kl. 06.00 sammen med medarbejderne.

Virksomheden er under løbende modernisering for at effektivisere produktionen. Signe er et meget socialt menneske og arbejder aktivt for at få unge mennesker – særligt unge med handicap – tilknyttet industrivirksomheder i Viborgområdet. Hun er meget bevidst om at skabe et godt arbejdsmiljø for medarbejderne. Selv om en trillebør ikke er et højteknologisk produkt, kræver det stadig løbende produktudvikling inden for ergonomi, innovation og kvalitetskontrol.

Signe er engageret i flere lokale netværk i Viborgområdet. Privat bor hun i Løgstrup sammen med sin mand og to teenagebørn. Hun er oprindeligt uddannet veterinærsygeplejerske og arbejdede i faget i 15 år, før hun trådte ind i sin fars virksomhed sammen med sin bror – nogle få år før de overtog virksomheden 100 %. Virksomheden blev etableret af hendes far, fabrikant Jan Ulrik Nielsen, som i øvrigt var fætter til stifteren af den store Viborg-virksomhed JP Group, der ligger blot 500 meter fra Ravendo. Han døde for et par år siden, 72 år gammel.

Siden opstarten i 1970’erne er virksomheden løbende blevet udvidet på industriarealet på Klokkestøbervej i Viborg. I 2005 købte hendes far Randersbøren i Randers, som havde produceret trillebøre siden 1946, da fabrikant Poul Rasmussen grundlagde virksomheden. I 2007 blev virksomhederne fusioneret og flyttet til Viborg i de nuværende lokaler under navnet Ravendo – det tidligere navn på Randersbørens eksportfirma.

Min personlige interesse i besøget skyldes mine knap 27 års ansættelse på Randersbøren. Jeg begyndte i foråret 1964 som eftermiddagsbud på kontoret, blev siden kontoruddannet og senere udnævnt til bogholder og økonomichef. Min ansættelse sluttede i foråret 1990 efter en fyring, da virksomheden året før var blevet solgt 100 % til den norske industrikoncern Trallfa.

Besøget på Ravendo indfriede til fulde mine forventninger. Aftenen sluttede med en rundtur i nogle af de store produktions- og lagerhaller, hvor Signe fortalte om produktionsprocesserne – med særlig fokus på de mange industrirobotter.

Ref.: BR. Freddy Ole Thomsen

Ingen kommentare.