Logemesteren byder velkommen.
Logen Sct. Stephan, der er stiftet 28. marts 1905, er den næstældste loge under Serapions-Ordenen. Sct. Stephan har gennem årene bidraget til Ordenens udbredelse i Danmark ved at bistå med stiftelse af flere loger rundt om i Jylland.
Til trods for de mange år på bagen har Sct. Stephan bevaret dynamikken. Logen har de seneste år oplevet en betydelig tilgang af nye Brødre. Det har medført, at Sct. Stephan både aldersmæssigt og anciennitetsmæssigt har forholdsvis mange yngre Brødre.
I Logerådet lægger vi stor vægt på det sociale samvær mellem Brødrene. Herudover prioriterer vi, at alle Brødre så vidt muligt får adgang til at være aktive i Logens forskellige udvalg – naturligvis med respekt for Brødrenes andre gøremål, hvad enten det er jobbet, familien eller øvrige fritidsinteresser, der lægger beslag på tiden.
Det helt centrale i Logelivet er selvsagt Logeaftenerne. Der er ikke mødepligt, men der er omvendt ingen tvivl om, at man – for at få noget ud af Logelivet – skal være indstillet på at møde så ofte som muligt.
Så derfor … er du interesseret i at høre mere om Serapions-Ordenen – og har du lyst til at komme i Loge i Århus hver onsdag, er du meget velkommen til at kontakte logemesteren.
Foto: Br. Søren Nellemann