Logemesteren byder velkommen.
Den 22. oktober 1977 var 119 brødre taget til Holstebro for at være med til at indstifte en ny loge – den 23. loge under Serapions – Ordenen i Danmark. Indvielsen foregik i den store festsal på hotel Schaumburg under ledelse af Storlogerådet, og på mange måder var det en skelsættende begivenhed inden for Ordenen, da det nu endelig var lykkedes at få fodfæste i Vestjylland. Forarbejdet var gjort af tre brødre fra logen Nexus, som alle var flyttet fra Holbæk til Holstebro, og som alle savnede deres loge.
Den 19. april 1975 lykkedes det disse tre at få indstiftet en serapionsforening, og ved energisk arbejde nåede man så frem til den store begivenhed den 22. oktober. Moderloge var logen Nexus, og barnet fik i dåben navnet ”Venia”, som betyder ”overbærenhed”.
Det blev svært i Holstebro. Der var andre ordener i byen, og lokaleforholdene for den lille nye loge var ikke de bedste. Man delte hus med mange forskellige i de første år, indtil man fandt blivende ophold hos Sct. Georgsgilderne. Men drømmen om eget hus levede, og ved ildsjæles store indsats lykkedes det – næsten da – idet en bror købte det gamle menighedshus på Åglimt 3, hvorefter logen lejede sig ind. Den 7. september 1999 blev logebygningen indviet under forsæde af Storlogerådet, og 3 år senere blev Serapionsprisen uddelt for første gang til fru Maren Stausholm – netop i de nye lokaler i Holstebro.